Svenskerne på Østfyn

Freden i Roskilde blev i løbet af marts 1658 bekendtgjort ved oplæsning på byernes torv eller fra
prædikestolen i landsbykirkerne, men med de sønderlemmende vilkår for Danmark-Norge var der
ikke meget at glæde sig over.
Den almindelige befolkning har dog næppe været særlig optaget af fredstraktatens bestemmelser
om landafståelser, men mere af de nære ting som de svenske troppers afmarch, der blev fastsat til
senest 2. maj.
De svenske tropper, der ikke var fulgt med Karl Gustav over isen, skulle fortsat have indkvartering
og forplejning indtil afmarchen, og samtidig skulle den danske administration vende tilbage. Der
var således en situation, hvor befolkningen på Fyn reelt havde to herrer, som begge skulle
tilfredsstilles.
Som det var almindelig i samtiden, foretog besættelsesmagten regulær udplyndring af
befolkningen, efterhånden som hæren rykkede frem. Fri plyndring i et vist tidsrum efter en erobring
– typisk tre dage – var normen. På Fyn begyndte det så snart svenskerne var kommet i land på
Vestfyn og spredte sig ud over Fyn. I små grupper drog de rundt og plyndrede, stort set uden for
hærledelsens kontrol. Det gjaldt om at gemme værdierne af vejen, men de svenske soldater havde
stor rutine i at finde dem.
Den næste og langt mere organiserede del af udnyttelsen af det erobrede land var udskrivelsen af
den såkaldte brandskat. Det var i princippet et engangsbeløb, som blev pålagt en by eller et gods for
at undgå, at det blev plyndret og brændt ned – altså en slags ”brandforsikring”.
Nyborg blev sat til at betale 4.000 rigsdaler og Kerteminde til 1500 rigsdaler. Beløbene var
enorme, og det må have været et chok for indbyggerne at få dem meddelt.
Det tredje element i den svenske krigsforsørgelse var udskrivelsen af kontributioner, der skulle gå
til forplejning af de soldater, som var indkvarteret. De blev opkrævet lokalt af regimentschefen selv
og kunne have form af rede penge, proviant, foder til hestene, beklædning eller hvad der nu var
brug for.